Advokat Dickmeiss var forsvarer for en klient, der var tiltalt for i 2 forhold at have fremsat trusler mod personalet på psykiatrisk afdeling, idet den tiltalte skulle have ringet ind til afdelingen og truet personalet med at slå dem ihjel, bl.a. med en AK47.
Der var rejst tiltale for overtrædelse af Straffelovens § 119, stk. 1 – om at have fremsat trussel mod nogen i offentlig tjeneste.
Sygeplejersker afgiver forklaring
I forhold 1 afgav 2 sygeplejersker forklaring for retten og forklarede, at tiltalte havde ringet ind til afdelingen og i desperation havde sagt, at han ville slå nogen ihjel næste gang, han blev indlagt.
Udtalelsen var ikke rettet mod personalet eller nogen direkte. Advokat Dickmeiss gjorde gældende, at den fremsatte udtalelse ikke kunne betragtes som en trussel mod nogen i offentlig tjeneste, herunder de ansatte på psykiatrisk afdeling.
Udtalelse sagt i desperation og manglende beviser – frifindelse
Udtalelsen måtte anses som generel udtalelse sagt i desperation. Som følge heraf skulle der ske frifindelse for forholdet. Retten fulgte Advokat Dickmeiss’s synspunkt og frifandt den tiltalte for forholdet.
I forhold 2 forklarede den sygeplejerske, der havde modtaget telefonopringningen, at hun ikke vidste, hvem hun talte med, men at hun efterfølgende af noget andet personale blev gjort opmærksom på, at det måtte være tiltalte, som hun talte med. Dette andet personale blev ikke afhørt under sagen.
Som følge heraf gjorde advokat Dickmeiss gældende, at det ikke var bevist, at det var tiltalte, som sygeplejersken havde talt med. Retten var enig med advokat Dickmeiss og frifandt den tiltalte for forholdet, idet det ikke var bevist, at det var ham, der havde ringet ind og fremsat den pågældende trussel.
Herefter blev tiltalte frifundet i begge forhold og ikke underlagt en ambulant psykiatrisk behandling, sådan som anklagemyndigheden havde påstået.