Søg
Close this search box.

Case

Frifindelse for hæleri

Advokat Dickmeiss var forsvarer for en klient, der var tiltalt for at have begået hæleri ved at have købt en trailer til kr. 40.000,-. Klienten oplyste, at en ven havde fortalt ham, at han kendte en, der havde en trailer billigt til salg.

Klienten tog kontakt til personen, og de enedes om, at han kunne købe traileren for kr. 10.000,-.

Ikke registreret som stjålet

Klienten undersøgte via nummerplade.dk, om traileren var stjålet, som den ikke stod registreret som. Sælgeren havde et billede af trailerens registreringsattest, og via denne foretog klienten en omregistrering.

Under hovedforhandlingen forklarede trailerens ejer, at han selv havde købt den for kr. 17.000,-, og han kunne ikke give nogen nærmere forklaring på, hvorfor sælgeren af traileren havde en kopi af trailerens registreringsattest.

Den ven, som havde fortalt tiltalte om, at en bekendt havde traileren til salg, forklarede, at han havde været på værtshus, og at han på værtshuset mødte denne bekendte, der fortalte om traileren. Han vurderede, at sælgeren ønskede en hurtig handel, og at prisen var kr. 5.000,- til 6.000,- billigere, end hvad traileren var værd.

Politiet havde kontaktet Skat

Under sagen kom det frem, at politiet havde kontaktet Skat og forespurgt til hjemmesiden nummerplade.dk. Skat oplyste, at politiets oplysninger og Skats oplysninger om traileren ikke altid var opdaterede, hvorfor det godt kunne forekomme, at trailere, der var anmeldt stjålet til politiet, ikke stod registreret som stjålne på nummerplade.dk.

Klient frifundet – gjort, hvad man kunne forlange af en køber

Advokat Dickmeiss gjorde gældende, at der skulle ske frifindelse, idet den tiltalte ikke havde det fornødne fortsæt til at begå hæleri. Han havde gjort, hvad man kunne forlange af en køber, herunder have foretaget opslag på nummerplade.dk for at undersøge, om traileren var stjålen, herudover var prisen ikke så billig, at ”alarmklokkerne” burde have haft ringet for den tiltalte.

Herudover havde han kunne foretage omregistrering af traileren, hvilket var et vidnesbyrd om, at sælgeren ikke havde haft noget at skjule.

Domsmandsretten fulgte advokat Dickmeiss’ anbringender og frifandt den tiltalte for hæleri.

Del indlæg