Advokat Dickmeiss var forsvarer for en person, der var tiltalt for at have givet en diskoteksejer et knytnæveslag i ansigtet. Han var sigtet for vold mod en person, der var særligt udsat som følge af sit arbejde i nattelivet, jf. straffelovens §244, jf. §247 stk. 2.
Videooptagelse af episoden
Klienten kunne ikke huske episoden, men der forelå en videooptagelse af episoden. Af denne kunne det ses, at den tiltalte stod og filmede, at en anden person af diskotekets udsmider blev smidt ud af diskoteket og fastholdt. Diskotekets ejer, der ikke var klædt i tøj, der signalerede, at han var ansat på stedet, gik hen til tiltalte og forsøgte at få ham til at stoppe med at filme.
I den forbindelse skubbede han hårdt til tiltalte, og andre udsmidere kom til. I den forbindelse slog tiltalte diskotekets ejer med et knytnæveslag i ansigtet, så han faldt bagover.
Tiltalte erkender slag
På baggrund af videoen erkendte tiltalte, at det var ham, der havde slået diskotekets ejer med en knytnæve, men han kunne fortsat ikke huske episoden.
Advokat Dickmeiss gjorde gældende, at der ikke kunne dømmes for, at den tiltalte havde slået en person, der var omfattet af den særlige beskyttelsesregel i straffelovens §247 stk. 2, idet han ikke kunne vide, at det var diskoteksejeren, som han slog. Han havde ikke været bekendt med, at det var diskoteksejeren som ikke ville have han filmede og derefter skubbede ham, og kunne ikke vide dette, da diskoteksejeren ikke havde tøj på, der signalerede dette.
Herudover gjorde advokat Dickmeiss gældende, at der var særlige formildende omstændigheder, der skulle tages hensyn til, da diskoteksejeren selv havde fremprovokeret situationen. Diskoteksejeren havde således forsøgt at hindre tiltalte i at filme episoden med den anden person, der blev smidt ud af diskoteket, ligesom diskoteksejeren skubbede tiltalte.
§247 stk. 2 finder ikke anvendelse – formildende omstændigheder
Retten fulgte advokat Dickmeiss’ synspunkter og dømte den tiltalte for at have givet diskoteksejeren et knytnæveslag i ansigtet, men fandt ikke, at bestemmelsen i straffelovens §247 stk. 2 kunne finde anvendelse, idet tiltalte ikke kunne have vidst, at det var en diskoteksejer, som han slog. Herudover lagde retten vægt på, at der var særlige formildende omstændigheder i sagen, da diskoteksejeren havde fremprovokeret situationen, bl.a. ved at skubbe tiltalte, hvilket var årsagen til, at tiltalte slog diskoteksejeren.
Retten idømte herefter den tiltalte 20 dages betinget fængsel med en prøvetid på 1 år. Retten fandt det helt undtagelsesvist ikke fornødent at idømme den tiltalte samfundstjeneste, blandt andet som følge af de formildende omstændigheder.