Case

Frifindelse for blotteri 

Advokat Jens Povlsen var forsvarer for en mand, der var tiltalt for to forhold af blufærdighedskrænkelse ved at have blottet sig for tre tilfældige forbipasserende i Aarup en morgen i marts. 

Anklagemyndigheden lagde under sagen vægt på, at den tiltalte kort efter episoden var blevet anholdt i området iført en kedeldragt svarende til den, vidnerne havde beskrevet, og uden noget på indenunder. Derudover fandtes der videoovervågning med en person, der lignede den tiltalte, samt at et af vidnerne forklarede i retten, at hun var 75% sikker på, at det var den tiltalte, hun havde set den dag. 

Ikke bevis for, at det var den tiltalte 

Advokat Jens Povlsen gjorde gældende, at der ikke var ført bevis for, at det var den tiltalte, der havde krænket de tre personer. Herunder argumenterede han med, at 75% sikkerhed ikke er nok til at dømme i en straffesag, ligesom det heller ikke er nok, at en person bliver anholdt i området, hvor der er sket en forbrydelse iført tøj, der ligner signalementet af gerningsmanden. 

På baggrund heraf blev manden frifundet, da retten ikke fandt det bevist, at det var ham, der havde blottet sig for de forbipasserende den morgen i Aarup. 

Del indlæg