Søg
Close this search box.

Case

Frifindelse for besiddelse af børneporno

Advokat Dickmeiss var forsvarer for en klient, der var sigtet for at have været i besiddelse af noget børnepornografisk materiale. Klienten var indberettet af organisationen The National Center for Missing & Exploited Children (NCMEC), idet det var konstateret, at der til klientens e-mailadresse var sendt 67 filer indeholdende børnepornografisk materiale.

Tablet havde været stjålet

Klienten nægtede forholdet og forklarede, at hans tablet havde været stjålet, og at der på tabletten var åben adgang til hans e-mailadresser. Som følge heraf havde en anden person overtaget hans mails og foranlediget børnepornografisk materiale sendt til mailadresserne.

Klienten forklarede, at han havde oplevet at modtage filer via sin mail, og at han, når han åbnede disse filer, straks kunne konstatere, at der var tale om børnepornografisk materiale, hvorefter han straks slettede filerne.

Ransagning hos klient

Politiet havde efter anmeldelsen været ude og ransage hos klienten og havde undersøgt hans computere og mobiltelefoner. I den forbindelse blev der ikke fundet noget børnepornografisk materiale på dette udstyr.

Ud fra tilsendte rapport fra NCMEC kunne det ikke nærmere udledes, hvem der havde sendt
materialet til klientens e-mailadresser, ligesom der ikke fremgik noget om, at han skulle have videresendt materialet. NCMEC rapporten indeholdt også flere filer end der var angivet i anklageskriftet, og det kunne ikke udledes, hvilke filer der skulle indeholde børnepornografisk materiale.

Forhold ikke bevist

På denne baggrund gjorde advokat Dickmeiss gældende, at det ikke nærmere var bevist, hvilke filer af børnepornografisk materiale, som klienten havde modtaget, eller hvornår, ligesom det ikke var bevist, at han havde haft fortsæt til at være i besiddelse af de pågældende filer, som han havde åbnet og straks slettet. Som følge heraf gjorde advokat Dickmeiss gældende, at der skulle ske frifindelse i sagen.

Retten fulgte advokat Dickmeiss’ synspunkter og frifandt klienten, idet det ikke var godtgjort, hvilket børnepornografisk materiale, der var sendt til klienten, og at han havde haft fortsæt til at være i besiddelse af materialet.

Del indlæg