Søg
Close this search box.

Case

Frifindelse for trafikvold

Advokat Dickmeiss var forsvarer for en person, der var tiltalt for at have slået ud efter en cyklist og spyttet ham på halsen.

Situationen var den, at en chauffør i en varevogn var i færd med at bakke ud fra en indkørsel og 2 cyklister mente, at chaufføren ikke havde set dem, hvorfor de var nødt til at stoppe. Dette udviklede sig til et skænderi mellem chaufføren og den ene cyklist.

Cyklisten hævdede, at chaufføren åbnede døren og spyttede ham på halsen, hvorefter cyklisten gik hen og åbnede døren til førerkabinen. Ifølge cyklisten skulle chaufføren herefter have slået ud efter ham.

Chaufføren benægter spyt og forsøg på slag

Chaufføren benægtede, at han skulle have spyttet på cyklisten eller forsøgt at slå ud efter ham. Chaufføren forklarede, at cyklisten blev meget ophidset over chaufførens kørsel og konfronterede verbalt chaufføren med dette.

I den forbindelse hamrede cyklisten fordækket af sin cykel ind på varevognens kofanger, hvilket chaufføren påtalte og sagde at han burde få røvfuld.

Cyklisten besindede sig og forlod stedet. Efter episoden havde chaufføren fortalt sin chef om episoden, og chefen havde taget et billede af de mærker, som cyklistens cykel havde påført varevognen, da han hamrede fordækket ind i bilens kofanger.

Cyklist tager kontakt til arbejdsgiver

Cyklisten oplyste, at han efter episoden tog kontakt til chaufførens arbejdsgiver og arbejdsgiveren havde bekræftet, at chaufføren havde fortalt, at der havde været en konfrontation mellem ham og en cyklist, men at chaufføren ikke fandt, at det var hans skyld.

Der var ingen vidner, der så episoden og cyklisten havde først anmeldt forholdet flere timer efter til politiet. Cyklisten havde ikke taget nogen billeder af, hvor han var blevet ramt af spytklatten.

To ud af tre dommere finder chauffør uskyldig

To af rettens 3 dommere fandt på baggrund af sagens beviser det ikke for bevist, at chaufføren havde spyttet på cyklisten eller slået ud efter ham. I den forbindelse lagde disse dommere særlig vægt på, at der ingen vidner havde været til episoden, og at der ikke var oplysninger, der støttede cyklistens beskyldninger, herunder fotos af spytklatten.

En dommer fandt, at cyklistens forklaring var tilstrækkelig til at anse det for bevist, at chaufføren havde gjort som anført i tiltalen. I overensstemmelse med flertallets afgørelse frifandt byretten chaufføren.

Del indlæg