Søg
Close this search box.

Case

Frifundet for røveri

Advokat Dickmeiss var forsvarer for en 16-årig dreng, der var tiltalt for sammen med en anden 16-årig at have frarøvet en 29-årig hans mobiltelefon. I den forbindelse skulle de have slået den unge mand med et knytnæveslag og sparket ham, mens han lå ned, ligesom de skulle have truet ham med en kniv. 

Erkender episoden, men bestrider anvendelse af kniv

De tiltalte erkendte, at der havde været en episode med den unge mand, der udviklede sig til et slagsmål. De bestred, at der havde været anvendt en kniv. De forklarede, at baggrunden for episoden var, at deres 13-årige veninde havde bedt dem tage med til København, idet hun skulle mødes med manden. Manden havde skrevet til hende via de sociale medier, at han havde nøgenbilleder af hende på hans telefon, og hun ville tage til København for at få ham til at slette disse billeder. 

Mand forgriber sig, veninde ringer til de 2 tiltalte

I København mødtes hun med manden mens de 2 tiltalte gik rundt i byen. På et tidspunkt  ringede pigen til de tiltalte og bad om hjælp, idet manden havde forgrebet sig på hende. De mødtes med pigen, der græd, og den unge mand fulgte efter hende.

De tiltalte bad om mandens telefon, så billederne kunne blive slettet, hvilket manden ikke ville imødekomme, men løb i stedet ind i en kiosk. De tiltalte fulgte efter ham, og inde i kiosken udviklede det sig til et slagsmål, hvor de tiltalte fik fat i den unge mands telefon.

De blev alle af kioskejeren smidt ud af kiosken. Udenfor kiosken fortsatte slagsmålet og det endte med, at de tiltalte og pigen løb fra stedet. 

Tiltalte i besiddelse af en kniv

Under sagen blev der afgivet forskellige vidneforklaringer og afspillet en video af det passerede inde i kiosken. Da de tiltalte blev anholdt, blev de fundet i besiddelse af en kniv og den unge mands telefon.  

I sagen blev endvidere fremlagt noget korrespondance mellem pigen og en mand, som hun hævdede var den unge mand. Af korrespondancen fremgik det, at den pågældende havde billeder af pigen på sin telefon, og at han kun ville slette dem, såfremt hun indvilgede i at være sammen med ham.  

Ikke røveri, da tiltalte ikke havde berigelseshensigt

Advokat Dickmeiss argumenterede for, at der ikke var tale om et røveri, idet de tiltalte ikke havde frataget den unge mands telefon for at opnå vinding til sig selv eller andre, men derimod havde taget telefonen fra ham, så billederne af den unge pige på telefonen kunne slettes.

De tiltalte havde således ikke berigelseshensigt, hvorfor der ikke kunne dømmes for røveri. Såfremt der skulle dømmes for noget, kunne der herefter alene dømmes for ulovlig  tvang.  

Retten enig med advokat Dickmeiss

Retten var enig med advokat Dickmeiss i sagen. Der var ikke berigelseshensigt, og idet de  tiltalte havde frataget den unge mand telefonen under anvendelse af vold, blev de dømt for  ulovlig tvang. De blev herefter idømt 4 måneders betinget fængsel. De tiltalte blev endvidere dømt for at have besidde en kniv på offentligt sted. 

I sagen var der endvidere nedlagt påstand om, at advokat Dickmeiss’ klient skulle udvises.  Han havde været i Danmark i under 5 år, hvorfor der i udlændingeloven var hjemmel til, at han kunne udvises, selvom han alene var blevet idømt en betinget dom. Under hensyntagen til, at han nu var 17 år, og at hans familie boede i Danmark, og at han ikke tidligere var straffet, fandt retten, at det var i strid med Danmarks internationale forpligtelser at udvise ham, hvorfor han blev idømt en advarsel om udvisning.

Del indlæg