Advokat Dickmeiss var forsvarer for en ung mand, som var tiltalt for at have spyttet efter en politibetjent og udtalt, at han håbede, at hun fik corona eller lignende.
Den unge mand var tidligere dømt for at have begået vold mod politiet og fornærmelig tiltale mod politiet. Denne episode udspillede sig samme dag og umiddelbart før, at han skulle have spyttet på politiet og udtalt, at han håbede, at betjenten fik corona. Han var blevet idømt 30 dages betinget fængsel for det første forhold.
Bindende påtaleopgivelse – beskyttelsesværdig forventning hos klient
I retsmødet i den nye sag gjorde advokat Dickmeiss gældende, at der var sket en bindende påtaleopgivelse overfor den unge mand for forholdet vedrørende spytteriet og udtalelsen om Corona, idet forholdene var begået i umiddelbar forlængelse af hinanden og udsprang af samme episode, ligesom den unge mand var blevet afhørt til alle forholdene samtidig.
Som følge heraf burde der have rejst tiltale for det nye forhold samtidig med den første tiltale. Når anklagemyndigheden ikke havde taget forholdet med i den første sag – eller taget forbehold herom – havde man skabt en berettiget og beskyttelsesværdig forventning hos den unge mand om, at der ikke ville ske yderligere tiltale mod ham for den pågældende episode.
Retten enig med advokat Dickmeiss
Retten fandt, at der var sket en bindende påtalebegrænsning over for den unge mand, ved at anklagemyndigheden ikke havde taget det nye forhold med i den første tiltale eller havde taget forbehold om, at der senere kunne rejses yderligere tiltale mod den unge mand for forholdet.
Sagen blev herefter afvist.