Advokat Dickmeiss var forsvarer for en 16-årig ung mand, der var tiltalt for i forening med hans bror at have forsøgt at fratage eller aftvinge en lidt yngre dreng sine penge, idet de skulle have taget fat i kraven på drengen og skubbet ham ind i en mur og udtalt ”giv mig dine penge”, hvilket ikke lykkedes, idet drengen fik revet sig løs.
Herudover var den unge mand tiltalt for efter røveriforsøget at have væltet drengen omkuld og tildelt ham flere spark, mens han lå på jorden.
Nægter begge forhold – men erkender episode
Den unge mand nægtede begge forhold, men erkendte, at der havde været en episode med drengen, og at han i den forbindelse havde givet ham nogle skub og havde udtalt ”giv mig dine penge”. Han forklarede, at dette var sket for sjov og i drilleri.
Han forklarede, at det var sædvanligt, at de gensidigt skubbede og drillede hinanden, herunder tog ting fra hinanden. Tingene blev altid givet tilbage efterfølgende.
I sagen afgav flere vidner forklaring og det blev bekræftet, at det var sædvanligt i drengegruppen, at der var drillerier, og at der nogle gange blev taget ting fra hinanden, men at de altid blev givet tilbage.
Omkring den efterfølgende voldsepisode forklarede den unge mand, at han ikke havde været med til at vælte drengen omkuld, men tværtimod havde afværget, at drengen var faldet, idet en anden havde spændt ben for drengen og i det samme havde han taget fat i ham og afværget faldet mod jorden. Han benægtede, at han skulle have sparket ham.
Retten frifinder den unge mand
Drengen forklarede, at han var blevet væltet omkuld og var blevet sparket på, men han kunne ikke fortælle af hvem.
Retten frifandt den unge mand for begge forhold. Retten fandt det ikke bevist, at den unge mand havde haft til formål at beholde pengene fra drengen, hvorfor han ikke havde berigelseshensigt og derfor blev han frifundet for røveriforsøget.
For så vidt angår volden fandt retten det ikke bevist, at den unge mand havde væltet eller sparket på drengen, hvorfor han også blev frifundet herfor.
Retten bemærkede, at man anså forholdet for værende mobning, men at karakteren af denne ikke var så alvorlig, at det kunne anses for værende en overtrædelse af straffelovens bestemmelser.